Sorggrupperne i Soderup

Sorggrupperne i Soderup

Sorggrupperne i Soderup er et tilbud til mennesker, der er særligt belastede efter dødsfald på grund af en speciel tilknytning til afdøde, som fx som forældre til et barn eller på grund af andre særlige omstændigheder.

Sorg kan ikke sammenlignes og ens egen sorg kan ikke måles i forhold til andres. Mange oplever derfor også, at sorg gør dem ensomme. Ens nærmeste familie og venner har måske forståelse en tid, men så går verden videre og man kan som sørgende let føle sig hægtet af – og ladt alene tilbage. At miste et menneske man elsker, kan forandre meget. I sorggrupperne opfordrer og støtter vi den enkelte til, at undersøge den nye virkelighed med de følelser, de tab og også den indsigt, der kan ligge i at miste en, der betød uendelig meget.                                                                                                                          

Der er plads og tid til at fortælle om sin egen sorg – og til at høre om andres. Erfaringen viser, at der er meget styrke at hente i genkendelsen og i, under strukturerede former, at være i en sammenhæng med andre, der også mærker sorg og smerte.

Praktisk:

Grupperne ledes af sognepræst Lise Trap og psykomotorisk terapeut Kia Starmer. Man mødes hver anden mandag fra kl. 18.00 - 21.00, og der er højst syv deltagere i den enkelte gruppe.  Der er tavshedspligt, så alle kan tale og fortælle frit i gruppen.

Grupperne mødes i konfirmandstuen i Soderup, Soderup kirkevej  10, 4340 Tølløse

Derudover afholdes cirka en gang årligt et kortere sorggruppeforløb om formiddagen for mennesker, der har mistet ældre ægtefælle. 

Det koster ingenting at deltage. 

Kontakt:

Lise Trap | Sognepræst 
Soderup kirkevej 10 | 4340 Tølløse
59 18 50 37 | ltr@km.dk

Kia Starmer | Psykomotorisk terapeut 
51 50 68 78 | kiastarmer@tdcadsl.dk