Holbæk Provstis vision

Holbæk provsti har som organisatorisk led i Folkekirken til opgave, i samråd med Budgetsamrådet, at forvalte og prioritere den kirkelige ligning. Provstiudvalget skal derudover føre tilsyn med menighedsrådene i økonomiske og administrative anliggender. Hvad angår provsten, så er han præsternes leder og direkte forsatte.

Ud over de konkrete ledelses- og tilsynsopgaver, ønsker provstiet at sikre og at styrke kvaliteten i det kirkelige arbejde – både på det administrative og på det indholdsmæssige plan.
Provstiet ønsker at styrke en forståelse af de lokale kirkelige fællesskaber som Folkets kirke (se nedenfor).
Provstiudvalget i Holbæk ser provstiet som et organisatorisk led, der først og fremmest støtter og styrker det lokale kirkeliv, men samtidig fastholder helheden, solidariteten de enkelte kirker i mellem, både på provstiplan og som en del af folkekirken. Udviklingen sker i nøje sammenhæng med de enkelte kirker - og provstiet ser sig selv som understøttende i forhold til lokale forandrings- og udviklingsprocesser. Alle fælles tiltag skal kunne til- og fravælges efter behov og ønske.
Provstiet har i øjeblikket fokus på følgende fem indsatsområder:

Provstiet ser det som en særdeles vigtig opgave at skabe og styrke samarbejdsrelationer imellem menighedsråd, som kan aflaste disse fra administrative byrder – med det formål at frigøre lokale ressourcer til at fremme livet i de enkelte kirker og at sikre kvaliteten i disse ydelser.
I disse udviklingsprocesser tilbyder provstiet sig selv som den centrale aktør i det at skabe de passende rammer og ressourcer til disse samarbejder, som allerede omfatter fælles regnskabs- og fælles kirkekontor og trinvis kan udvides med flere funktioner, som f.eks. en HR-service.
Provstiet ønsker at facilitere udvikling og afprøvning af nye, vedkommende og inkluderende gudstjenesteformer.
Provstiet ønsker at medudvikle og styrke initiativer til at hæve dåbsprocenten og medlemmers tilknytning til folkekirken.
Provstiet ønsker at styrke de lokale menighedsrådes ledelseskompetence
a) i selve menighedsrådet
b) i forhold til ansatte og i deres samspil mellem præster og menighedsråd
c) i forhold til rekruttering, fastholdelse og udvikling af frivillige.

Provstiet ønsker at stabilisere og styrke det lokale kirkelige liv og fællesskab – ved primært to tiltag:
a) ved at facilitere etablering af diakonale initiativer, både lokalt og på provstiplan, samt
b) ved målrettet at styrke det lokale arbejde med frivillige.

Provstiets visioner tager udgangspunkt i kirken som en Folkets kirke ud fra følgende:

Folkets kirke er en kirke,

  • som ser det som sit formål at skabe liv i den lokale kirkebygning
  • hvor det ikke er præsten, som holder gudstjeneste, men menigheden fejrer den
  • hvor der er en levende dialog mellem den lokale ledelse, præsterne, medarbejderne og de frivillige og brugerne derfor oplever medejerskab over kirkens lokale målsætninger og aktiviteter
  • hvor alle lokale aktører arbejder sammen om at beskrive og løse opgaverne
  • hvor der er en bevidsthed om, at kirken lever lokalt, men udtrykker sig mangfoldigt alle de steder
  • rundt omkring, hvor der står kirkebygninger.
Ophavsret: