Arresthuspræst

Hanne Mejhede

Sognepræst
40 59 97 18 | hme@km.dk
Træffes torsdag kl. 15-17 og efter behov.

Den primære funktion er at stå til rådighed for fortrolige samtaler. Men det sker også, at indsatte skal vies. Af og til afholdes en lille studiekreds, når behovet melder sig.

En søndag eftermiddag i løbet af hver måned holdes gudstjeneste. Gudstjenesten finder sted i et lille kælderlokale, der laves om til kirkerum med alter, ikon og en lysglobe, som er fremstillet i Jyderup Statsfængsel. Juleaften får vi dispensation til at holde gudstjeneste om formiddagen for alle indsatte, så der er den store gang i brug. En organist fra Skt. Nikolai Kirke spiller til julesalmerne.

Når behovet er der, har jeg samtaler med pårørende til indsatte, og samtaler med tidligere indsatte efter deres afsoning.

Holbæk Arrest ligger på Rådhuspladsen 1, og er en del af ”institutionen Isefjord”, som hører under Kriminalforsorgen Sjælland. Der er plads til 23 indsatte.